Case stories

Case story

Hangar-byggeri til privatfly

Hvor gør man af sit privatfly, når det ikke er i luften? Man bygger en hangar. Bundgaard Byg A/S har sat sit aftryk i Odense Lufthavn med to nye hangarer.


Der er en tid i luften, og så er der en del mere tid på jorden, hvis man har sit eget fly. Det har både ægteparret Britt Hauervig og Steen Jørgensen fra Svendborg og indehaver og direktør Jacob Brå Sørensen, Profic ApS erfaret. Nu har de begge fået bygget en hangar til deres fly i HCA-Airport (Hans Christian Andersen Airport) i dagligt taler kaldet Odense Lufthavn med hjælp fra Bundgaard Byg A/S. Bundgaard Byg A/S har tidligere bygget hangarer i både Roskilde Lufthavn og Aalborg Lufthavn samt til flere private med egen landingsbane.


- Profic ApS har haft sit eget fly – en Piper M500 – i to år. Vi flyver selv til møder i både Holland og Tyskland. Tidligere lejede vi os ind i gammel, men ret så utæt bygning, hvor flyet stod. Men det føltes ikke sikkert med et lejemål, da vi har planer om at have et fly i mange år. Så vi tænkte, det var en god investering, fortæller Jacob Brå Sørensen.


Det er blevet til en isoleret hangar på 360 kvm med indlagt vand og eget toilet.

- Det er langt bedre forhold. Et fly har også bedst af at stå tørt og ikke fugtigt. Det forlænger flyets levetid, siger Jacob Brå Sørensen.


Virksomheden benytter flyet flere gange om måneden og oplever, at det er tidsbesparende at have sit eget fly. 

- Vi kan komme hurtigt afsted, og så kan vi lande på små landingsbaner, og det gør det muligt at lande tættere på kunderne, lyder det fra Jacob Brå Sørensen.



Fra Vamdrup til Odense

Ægteparret Britt Hauervig og Steen Jørgensen er fritidspiloter og flyver i et Cessna-fly fra 1977. De begyndte at flyve for tre år siden og har tidligere haft deres fly i en fælles hangar i Vamdrup ved Kolding.


- En dag læste min hustru en artikel på nettet om nye planer for Odense Lufthavn. Så tog hun kontakt til Nordfyns Kommune og lufthavnen for at høre om muligheden for at bygge sin egen hangar med placering i HCA-Airport, fortæller Steen Jørgensen.


Det blev startskuddet til deres egen hangar.


- Vi flyver meget mere nu, da vi ikke har så langt til vores fly. Og vi har stadig de gode forhold som asfaltbane, radiokommunikation og benzinanlæg, som vi havde i Vamdrup. For der var langt at køre fra Svendborg til Vamdrup. Og så er vi fynboer. Der er også noget nostalgisk ved at køre gennem Odense ud til lufthavnen, lyder det fra Steen Jørgensen.


Ægteparret valgte at få bygget en hangar med plads til flere fly og med indlagt vand og eget toilet.


- Vi kunne få meget mere plads, uden at merprisen stak af. Det giver os mulighed for at få et fly mere – eller måske leje noget af pladsen ud, siger Steen Jørgensen.


For ægteparret var det vigtigt at hyre nogen med erfaring i hangar-byggeri til at bygge deres hangar.


- Vi fik anbefalet Bundgaard Byg, fordi de har erfaring med at bygge hangarer i lufthavne. De kender til alle reglerne, for dem er der mange af, fortæller Steen Jørgensen.



Forskellige portåbninger

Og der er mange regler og krav, der skal opfyldes både i forhold til byggeriet, men også for at kunne bygge i en lufthavn. Samtidig er der også forskel på konstruktionerne på de to hangarer, der har forskellige portåbninger - henholdsvis en hejseport og en skydeport.


- En udfordring ved at bygge hangarer er ikke mindst portåbningen. Den skal jo være meget stor grundet et flys vinger. En skydeport er ikke kompliceret men fylder meget, når den er åben, og derfor skal hallen være meget bred. En hejseport er mere kompleks, fortæller Arne Kvejborg, ejer og direktør i Bundgaard Byg A/S.


Til hangaren med skydeporten er der valgt en løsning med en seksdelt tophængt skydeport i gavlen. Det betyder, at man kan køre tre porte over hinanden, hvilket giver mulighed for at lave en åbning i én side på 15-16 m.


Når man skal have en forholdsvis bred hejseport i f.eks. en hangar, stiller det stor krav til konstruktionen, da porten er følsom over for store bevægelser.


- I det hele taget er det en udfordring at bygge i en lufthavn. Der er mange krav, og der skal være styr på logistikken. F.eks. tager det tid bare at få materialer ind i lufthavnen, da vognmanden ikke har adgang. Så al materiale stilles udenfor lufthavnen, indtil vores montører henter det. Vi skal hele tiden være et skridt foran, da adgangen til lufthavnen kræver så mange tilladelser fra politiet. Så jo vi skal tænke rigtigt langt, når vi bygger hangarer, forklarer Arne Kvejborg.


Case story

Kreativt byggeri til container-koncerter

under motortrafikvejsbro

FAKTABOKS


URBAN 13 er et projekt udvalgt af København og Frederiksberg Kommune, der skal forvandle området under Bispeengbuen til et kulturelt og kreativt byrum.


Platant har været totalrådgiver på projektet. 


Bundgaard Byg har opført ’Garagen’ og ydet rådgivning ift. brandforhold og myndighedstilladelser. 


Projektet er støttet af Realdania, Lokale og Anlægsfonden og Frederiksberg Fonden.


Se mere på www.urban13.dk 

Arealet under Bispeengbuen i København er under forvandling til et byrum, der emmer af liv og storbykultur. Her har Bundgaard Byg A/S bygget et nyt spillested ’Garagen’, som er stedets omdrejningspunkt.


De graffitimalede betonpiller under den sekssporet motortrafikvej, Bispeengbuen er ikke længere ladt alene på det brostensbelagte areal, hvor Københavns og Frederiksberg Kommuner grænser op til hinanden. Området er i færd med en forvandling til et midlertidigt byrum og en kreativ landsby bygget af containere under navnet URBAN 13. Små iværksættersteder med spisesteder, små butikker, digitale start-ups, håndværkere, kunst- og kulturskabere, byudviklere og forskellige sociale projekter binder de forskellige bykvarterer på hver side af buen sammen, mens den daglige trafik afvikles på stedets ”tag”.


Multisalen ’Garagen’ er det store omdrejningspunkt for aktivitet og for de besøgende. Den fungerer både som indendørs og udendørs koncertsted, biograf og teater. Samtidig kan ’Garagen’ også bruges til større arrangementer - som et slags medborgerhus.


Det er Bundgaard Byg A/S, der har bygget den otte-kantede multisal på 229 m2, som arkitektvirksomheden Platant har tegnet. Bundgaard Byg A/S er specialister i halbyggeri og har de sidste 30 år stået i spidsen for næsten 2.000 byggerier over hele landet.


- Det har været spændende at kunne bidrage til URBAN 13 og se, hvordan man kan transformere et dødt område midt i byen til liv under broen, siger Bundgaard Bygs direktør Henrik Lund.



Plads til at åbne op

Den knaldrøde ’Garage’ er opført med en stålkonstruktion beklædt med mikro- og standard profilerede sandwichpaneler, som giver et flot spil i facaden. Fra bygherres side var der et ønske, om en større åbning, så det var muligt at lukke op til uderummet, når der er koncerter indendørs, så ude og inde smeltede sammen.


- Det løste vi ved at montere en ledhejseport. Det er praktisk, og det er nemt at holde, fortæller Henrik Lund.


Der skulle tænkes lidt anderledes under byggeriet. Fra ’Garagens’ tag er der kun en halv meter op til broen, og det gav udfordringer i forhold til at lave taget, der er beklædt med højprofiler, isolering og tagpap.


- Der var ikke meget plads at gøre godt med, og det har krævet meget planlægning og koordinering mellem vores byggeleder, underentreprenører og bygherre. Det handlede i høj grad om at finde de rigtige maskiner, metoder og mandskab til opgaven. Ikke mindst de helt rigtige kraner, for de måtte ikke være for høje, fortæller Henrik Lund.



Bygget delvist indefra og ud

’Garagen’ er udstyret med fire indvendige containere, der bl.a. fungerer som bar og backstage. Det betød, at Bundgaard Byg A/S først kunne rejse spær efter, at containerne var placeret.


- Men det kørte lige efter bogen takket være et rigtigt godt samarbejde med både bygherre og arkitekt, lyder det fra Henrik Lund.


En anden udfordring var lyden i ’Garagen’ grundet de hårde overflader. For at opnå en god akustik i et lokale, er det vigtigt at lyden ikke reflekteres frem og tilbage mellem hårde parallelle flader.


- Det kunne vi afhjælpe ved at bruge perforerede stålplader i taget. Det hjælper på akustikken i sådan en bygning, forklarer Henrik Lund.


Bundgaard Byg A/S har desuden ydet rådgivning i forhold til brandforhold og myndighedstilladelser.


Det er ikke første gang, at Bundgaard Byg A/S har deltaget i kulturprojekter. Firmaet har tidligere stået for råhus entreprisen på koncerthuset ’Hermans’ i Tivoli Friheden i Aarhus.


- Vi har kompetencerne til også at kunne udføre projekter, der er lidt mere specielle. Både i forhold til at rådgive, myndighedsbehandle og selvfølgelig udføre opgaven, siger Henrik Lund.